Permanent hårfjerning i teori og praksis

Diode Lasere, IPL og SHR til permanent hårfjerning.

Permanent hårfjerning med Laer og IPL

Permanent hårfjerning med Laser og IPL.

IPL har man anvendt i mange år til permanent hårfjerning, men er rent teknisk ikke laser, men Intens Pulserende Lys.

Diode Lasere producerer laserlys med specifikke bølgelængder, der hver især har specifikke formål.

SHR (Super Hair Removal) er relativt nyt og bliver markedsført som det nye sorte indenfor hårfjerning og lyder blot som en smart gimmick i markedsføring.
Men udtrykket har sat sig fast og benyttes af mange leverandører af maskiner og apparater til permanent hårfjerning.
Både IPL og Diode Lasere kan være af typen SHR.

Bemærk at nogle leverandører betegner deres maskiner som SHR som om, det skulle være i modsætning til IPL eller Diode Laser. Det er enten p.g.a. mangel på viden, eller decideret vildledende.
En maskine med SHR er ALTID enten af typen IPL eller en Laser maskine.

Hvad er IPL?
IPL (Intense Pulse Light) har været anvendt i mange år til permanent hårfjerning. Som navnet siger er der tale om intenst lys i pulser, og der afgives høj energi på kort tid. Til hårfjerning er lyset filtreret, så så den ønskede bølgelængde rammer pigmentet (melaninen) i hårene og afgiver en stor mængde energi (varme) på kort tid og ødelægger hårsækken.

IPL er faktisk ikke laserlys, da laser er defineret ved lys i én specifik bølgelængde. IPL er dannet af en Xenon-lyskilde med et bredt spektrum af bølgelængder, hvor lyset efterfølgende filtreres, så kun ønskede bølgelængder (her 640 nm) rammer huden.

Lyset fra en IPL er så kraftigt, at et område kun kan tåle 1-2 skud under en behandling og foregår manuelt. Behandleren skal vælge den styrke og pulslængde der passer til hud- og hårtype samt område. Der er forskel på den styrke, der anvendes på håret i f.eks. armhulen og på ben.

Problem nr. 1 med IPL er, at det kun virker effektivt på mørke hår på lys hud, da energien kun afsættes i pigmentet. Det giver så også det problem, at HVIS man behandler mørkere / pigmenteret hud, giver det stor risiko for forbrænding. Og selv om man normalt er lys i huden, må man ikke have taget sol i en længere periode før behandling.

Problem nr. 2 med IPL er, at netop da energien afsættes i pigmentet, kan man ikke behandle lyse hår uanset hudfarve, da de jo ikke indeholder ret meget pigment.

Til gengæld er IPL meget effektivt til behandling af netop kombinationen af lys hud og mørke hår.

En ulempe for klienten er, at det kan gøre ondt. Da der afsættes ganske meget energi i hårsækken i et kort tidsrum, kan behandlingen føles som et svirp med en elastik eller værre. Der er stor forskel på personers smertetærskel, så behandlingen kan føles alt fra at være til at holde ud til meget værre. Det er i øvrigt også afhængigt at det område der behandles. Man er f.eks. meget mere følsom i intimområdet end på ryggen.
Behandleren kan justere den anvendte energi ned, så det bliver tåleligt, men resultatet vil dermed blive dårligere og kræve flere behandlinger.

Bemærk at IPL også kan anvendes til andre formål end hårfjerning.

Hvad er en Diode Laser?
Diode Laser er ofte fællesbetegnelsen for lasermaskiner, som er udstyret med lyskilder, som hver kun afgiver én bølgelængde.
Men faktisk dækker udtrykket over 3 forskellige lyskilder: Diode, Alexandrite og Nd-YAG (læs mere under Teknik).

En Diode Laser kan være udstyret med håndtag, som én eller flere af disse lyskilder, som hver især har specifikke egenskaber.
Den optimale Diode Laser til hårfjerning vil være en maskine, som er udstyret med alle 3 lyskilder og som kan variere styrke og pulser alt efter hudtype og hårfarve.

Hvad er SHR?
SHR er IPL eller laser behandling, hvor der afgives mindre energi pr. skud end ved enkelte skud. Til gengæld afgives 5-10 skud på området med et interval alt efter områdets størrelse. Målet er at opvarme selve hårsækken – delvist via hårstrået – til ca. 40-45 grader og lade varmen i det omgivende væv ødelægge den i modsætning til kun at ramme melaninen.

Den energipuls som afgives ved SHR er markant kortere end ved andre former for laserbehandling. Men da der behandles med op til 10 skud pr. behandlingsområde, vil den samlede energimængde være nok til at give den ønskede effekt. I stedet for at afgive 1 skud med høj energi, afgives flere skud med lav energi, som langsomt varmer hårsækken op og giver den ønskede effekt.

Dette gør SHR-teknikken velegnet til at behandle alle hårtyper. Og da den samlede energimængde der bliver afsat er væsentlig mindre end ved IPL, kan behandlingen også udføres på alle hudtyper, uden at risikere forbrændinger.

Desuden anvendes oftest en sammensætning af flere forskellige bølgelængder på en Laser maskine , der gør behandlingen på alle hudtyper og hårfarver mere effektiv.

Behandling med SHR vil også føles stort set smertefri. Mange maskiner har indbygget køling af safiren, som udgør spidsen af håndtaget, hvilket for det første at huden bliver kølet af med det samme og for det andet nærmest ikke kan mærkes.

————
Selve behandlingen
Det forventes at du møder nyvasket op til behandling med barberet område, der skal behandles.

Du får smurt ultralydsgel på området der skal behandles. Det sikrer at der er god kontakt til huden og giver desuden en kølende effekt.

IPL: Der afgives 1 skud pr. område, som håndtagets krystal dækker. Dette udføres manuelt via tryk på håndtaget eller en fodpedal.

SHR: Behandleren vælger en frekvens fra 1-10 skud pr. sekund og bevæger håndtaget med jævn bevægelse hen over området 5-10 gange.

I praksis er behandling med SHR hurtigst, da behandleren ikke behøver at være så nøjagtig med at ramme præcist med 1 skud pr. område, som man skal med IPL.

Hvor mange og hvor ofte?
Både IPL og SHR behandling kan kræve 6-8 behandlinger.

IPL: Der anbefales ca. 8 uger mellem behandlinger.
SHR: Der anbefales ca. 4 uger mellem behandlinger.

Behandlingen virker kun effektivt, når håret er i vækstfase (den anagene fase). Da kun en del af dine hår er i vækstfasen på et givet tidspunkt, kræves der derfor flere behandlinger, før alle dine hår er blevet behandlet.
For at sikre den bedst mulige effekt af et behandlingsforløb, er det vigtigt, at du kommer til behandlinger med 4-8 ugers mellemrum. Hvis du stopper med behandlingerne, blot fordi du i en periode er blevet nogenlunde hårfri, risikerer du at hårene vender permanent tilbage og du skal starte forfra. Lad behandleren afgøre, hvornår du er færdigbehandlet.
Omvendt, hvis du ikke ser nogen som helst effekt efter 2-3 behandlinger, kan det anbefales at få en second opinion hos en anden behandler.

Antallet af behandlinger er afhængigt af mange faktorer, hvor hormonproduktion, gener, hårfarve m.m. spiller ind. En graviditet giver f.eks. så mange hormonelle ændringer i kroppen, at det kan have stor indflydelse på din hårvækst – begge veje.
Behandleren kan ikke give et nøjagtigt tal for det antal behandlinger der skal gennemføres, for at give et tilfredsstillende resultat.

Før behandling
IPL: Du må ikke have været udsat for sol – hverken den ægte eller kunstig – i mindst 4 uger før behandling. I hele sommersæsonen bør du undgå IPL-behandling, da det er svært at undgå solen.
SHR: Undgå sol i 3 dage før behandling.

IPL+SHR: Brug ikke spray tan eller andre tanningprodukter i 2 uger før behandling.

IPL + SHR: Du skal barbere det område du ønsker behandlet med skraber helst 48 før, men absolut senest 24 timer før behandling.
Lad dig IKKE voksbehandle, plukke eller epilere i en periode på 4 uger før behandling. Det fjerner håret ved roden og gør behandling umulig. Du må heller ikke anvende kemiske hårfjerningsprodukter, som f.eks. Veet. KUN barbering med skraber.

IPL+SHR: Brug ikke æteriske olier indenfor 48 timer før behandling.

IPL+SHR: Det anbefales at give huden en scrub 2 dage før behandling. Du kommer af med døde hudceller og behandlingen virker bedre mod indgroede hår. Hvis du anvender en scrub med et blegende middel (f.eks. rørsukker), vil behandlingen blive mere effektiv.

Efter behandling

IPL: Umiddelbart efter en behandling vil din hud være rød og have knopper. Dette kan vare fra 2 timer til et par dage. Det føles typisk som hvis du er blevet solbrændt i nogle timer.
Der kan opstå førstegrads forbrændinger i det yderste hudlag (epidermis) og give rødme og smerter. Det tager typisk en uges tid om at hele og der vil ikke efterfølgende være ar eller mærker efter det.
Du kan behandle området med cremer og salver beregnet til mindre forbrændinger. F.eks. vil Aloe Vera gel virke både hele og dulmende.

IPL+SHR: Efter behandling vil dine hår stadig se ud til at gro i 2-4 uger og derefter falde af. Men faktisk er det folliklen, som presser håret ud. Du vil herefter have en hårfri periode på 3-6 uger.

Men da du på et hvilket som helst tidspunkt, har hår der er i dvale eller ikke er synlige, vil der over tid komme nye hår frem. Derfor skal der flere behandlinger til, før du er hårfri i en længere periode.

Mellem behandlinger kan du barbere dig med skraber for at holde hårvæksten nede.

IPL+SHR: Undgå varme bade, sauna, massage eller træning i 2-3 dage efter behandling.

IPL: Undgå sol i 2 uger efter behandling.
SHR: Undgå sol og kunstig sol i 4 dage efter behandling. Brug min. faktor 30 for at være på den sikre side.

IPL+SHR: Undgå hudpleje med produkter indeholdende AHA (frugtsyre), Glycolic Acid, Salicylic Acid og Retinol i 3-5 dage efter behandling.

Teknik
Lyset i en IPL-maskine dannes af en Xenon lampe, som danner et bredspektret intenst lys med bølgelængder i området 500-1200 nm). Lyset og dermed energien sendes igennem forskellige krystaller (også kaldet filtre), som hver især lader specifikke bølgelængder gå igennem.
Den bølgelængde der anvendes til hårfjerning er filtreret til 640 nm.

En Diode laser danner laserlys med en specifik bølgelængde – 808 eller 810 nm.

En Alexandite laser danner en bølglængde på 755 nm.

Nd:YAG Laser leverer bølgelængde på 1064 nm.

1060 / 1064 nm anvendes til kraftige hår og på mørke hudtyper, men har effekt på stort set alle hudtyper.
640 nm anvendes til mørke hår på lys hud i IPL maskiner,
808 / 810 nm anvendes på lyse til medium hudtyper.
755 nm anvendes på et bredt spektrum af hudtyper og hårfarver, men er specielt effektivt på lys hud.

En SHR laser af nyeste type kombinerer ofte 3 bølgelængder og giver derved en mere effektiv behandling mod flere forskellige hårfarver på flere forskellige hudtyper.
755 nm + 808 (eller 810) nm + 1060 nm
Det gør indstillingen af maskinen hurtigere og dermed selve behandlingstiden kortere.

Nogle maskiner giver mulighed for både at behandle med både IPL og SHR eller både laser og SHR.

Lyset sendes til slut igennem safir-glas, som sidder i spidsen af håndtaget og som har kontakt med huden. Safiren er ekstremt hårdt og rent glas, som lader lyset passere uhindret.
Safir er også resistent overfor varme og sikrer at varme fra lyskrystallerne ikke overføres til huden.

Nyere maskiner har ”pakket” safiren ind i et kølende element, som køler huden ned og sikrer mod smerter og forbrænding af huden.

Xenon pæren i en IPL maskine holder op til ca. 300.000 skud før den skal udskiftes.
Lyskilden i en laser maskine holder typisk til min. 1 mill. Skud, før den skal udskiftes.
En udskiftning af et håndtag kan være en dyr omkostning. Pas derfor godt på det.

Bemærk at nogle af de bølgelængder, der anvendes til hårfjerning også kan anvendes til andre behandlinger. Dog typisk med andre pulslængder og energimængder. Mere om det en anden gang.

Bemærk også at nogle leverandører også tilbyder maskiner med ”E-Light”, som er kombination af IPL og Radio Frekvens (RF) behandling og som tilfører mere dybdegående energi til huden.

Se Cosmeticom’s udvalg af maskiner til Permanent hårfjerning

One comment

  1. Marianne Jensen says:

    Jeg vil gerne have besked når og hvis loven ændres og alle må bruge maskinene uden læge tilsyn og evt bare kræver et kursus i brugen af den mm m permanent hårfjerning m shr

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *